For en del år siden mødte to repræsenter for ISS-koncernen op på en maskinfabrik i Lemvig, der lejlighedsvis havde eksperimenteret med at lave små minitraktorer til brug for gartnere. »Redskabsbærere«, blev de kaldt.
ISS havde brug for en minitraktor, som kunne feje fortov i 1,20 meters bredde og samle blade og sne op i en tipbar container på 1,2 kubikmeter. Den skulle samtidig kunne sprede salt ud på det areal, den havde renset, hvis det var snevejr. Den skulle også kunne skære kanter af en græsplæne. Og det, den skar fra, skulle den kultivere til kompost. De forskellige redskaber skulle kunne skiftes rundt mellem hinanden på fire minutter uden brug af værktøj. Og det måtte max tage 20 minutter at instruere en ny medarbejder i minitraktorens brug, for ISS havde en høj personaleudskiftning og brugte ofte løsarbejdere som arbejdskraft.
Den lille maskinfabrik var ejet af to brødre, Kaj og Jens-Christian Egholm. Aldrig havde de fået så spændende en opgave. Men ISS ville ikke betale dem for at løse den, kun love at købe den nye »redskabsbærer«, hvis den levede op til deres krav.
Brødrene gik alligevel i gang, tog risikoen og lykkedes med projektet. I dag er traktoren rygraden i Egholm Maskiners produktprogram, en virksomhed som beskæftiger godt 100 ansatte og nu indgår som en division i NKT-koncernen.
Historien fortæller, hvordan man laver innovation i den private sektor – vel at mærke uden statsstøtte og ansøgninger til puljeordninger administreret af politisk tænkende embedsmænd, der stiller kriterier op for, hvad der kan støttes.
I dagens udgave af Innovation fokuserer vi på innovationsordninger i offentligt regi og fortæller om erfaringer med dem hos en anden producent – ikke af minitraktorer – men af trucks. Her er innovationen dog ikke specificeret i et samarbejde med en kunde, men ud fra en idé om, at trucks kan køre på brint og dermed levere lagertransport baseret på grøn energi.
Det fremgår også af vores artikel på side seks, at H2logic – efter at have modtaget støtte fra staten til udvikling og test – også godt kunne tænke sig, at der var penge fra innovationsordninger til at »udvikle et marked ligesom staten gjorde med vindmøller«.
De to eksempler viser, hvad der ofte er galt med innovationsordninger. De mange penge, der gemmer sig rundt om i statslige puljer, går til bestemte politisk velsignede formål, som iværksættere og andre med interesse for at skabe vækst og innovation skal opfylde for at få støtte. Bedre ville det utvivlsomt være, hvis iværksættere straks kom i kontakt med kunder, der lovede at aftage deres produkt, hvis det ellers kunne leve op til kundernes krav. Præcis som ISS oplevede det, da kontakten til Egholm-brødene opstod. For så ville der ikke være brug for at »skabe et marked«. Det var der sådan set allerede.
Jeg havde forleden en succesfuld cleantech-iværksætter i røret. Han har solgt en ny grøn teknologi til en stor international energikoncern. Men det lykkedes ham først for fire år siden at opnå et gennembrud. I de forudgående 16 år havde denne ingeniør levet af kontinuerligt at udvikle grønne produkter finansieret af offentlige tilskudsordninger. Men der viste sig aldrig at være noget marked for de teknologier han udviklede. De levede derimod op den politiske kravspecifikation, som lå til grund for at opnå tilskud fra innovationspuljerne.
Han havde i processen til sidst fået sig en bestyrelsesformand, som en dag stillede ham et afgørende spørgsmål: Hvorfor begynder du ikke at lave et produkt, som en kommerciel virksomhed er interesseret i, i stedet for at bruge din tid på at søge tilskud i innovationspuljer hos det offentlige? Han fulgte rådet, og i dag driver han en virksomhed med godt 20 ansatte og et stort markedspotentiale. Så mit spørgsmål er derfor: Hvad om alle de mange statspenge til innovation i højere grad blev brugt til at støtte de ideer og projekter, som allerede har vakt kommerciel interesse hos kunderne? Så ville der måske komme innovation ud anstrengelserne. Som det er i dag, bruges alt for mange penge forgæves.
5. december 2011 kl. 22:28
Fine betragtninger. Men du bør være klar over, at disse puljer er udtænkt af politikere, som har en glorie at pudse og hver især har sin egen mærkesag at fremme. Og den er sjældent kommercielt funderet..
Men jeg har også kendskab til mange sublime produkter i verdensklasse, som ikke slår an, fordi kunderne er for konservative. Time-to-market er kritisk, ikke mindst når financiering er en flaskehals. I min virksomhed gør vi meget ud af at vurdere hver enkelt markedsbarriere, før vi laver en marketingplan og salgsmaterialer til kunderne.
Især vore kunder i cleantech har skrigende behov for at vælge de lavthængende frugter, ellers dør de af sult før salget kommmer igang.
Når alt det er sagt, har du helt ret i, at enhver produktudvikling skal fokusere på 3 kritiske ting: skaber den værdi for kunden, kan den udbredes og kan man sikre sin ophavsret? Det skaber fundament for en kommerciel succes.
7. december 2011 kl. 14:34
Den politiske velsignelse kan sagtens følge markedet
Du beskriver, hvordan ”de mange penge, der gemmer sig i statslige puljer, går til bestemte politisk velsignede formål.”
Det fremgår, at du langt hellere vil se udviklingen komme fra kontakt mellem kunder og iværksættere som man ser i det private erhvervsliv. Det er en stærk pointe, og du har naturligvis ret. Derfor er det også glædeligt, at det allerede sker mange steder.
I Region Syddanmark er det en politisk beslutning, at vi fokuserer på sundhedsinnovation. Vi stiller faciliteter til rådighed og fra årsskiftet samler vi faktisk indsatsen i det helt nye Syddansk Sundhedsinnovation i Odense. Her vil også regionens enhed for velfærdsinnovation, INVIA, have til huse.
Netop INVIA er et fremragende eksempel på det, Carsten Steno efterlyser. Hos INVIA arbejder vi med brugerdreven innovation og tager afsæt i helt konkrete problemer.
Når en patient for eksempel undrer sig over de store mængder vasketøj, kan det gennem INVIA føre til udviklingen af engangstrusser til brug på sengeafdelingerne. På samme måde kan en ansat på Odense Universitetshospital privat have glæde af podcast under motion og få hjælp til at videreudvikle ideen, som nu udmønter sig i en webbaseret genoptræningsportal. Det er to helt jordnære eksempler på brugerdrevne ønsker, der har ført til innovation.
I et lidt større omfang har skadestuen i Esbjerg netop fået et løft, så patienter får en større indsigt over, hvor de er i systemet, og hvorfor de måske må vente lidt længere. Sammen med personalet har man udviklet et tracker-system, hvor man kan følge sin egen og andres vej gennem behandling og røntgen.
De tre eksempler er blevet til konkrete opfindelser, og det er tegn på, at udvikling og innovation på sygehuse i stigende grad er drevet af ansatte og deres engagement frem for teknologiske fremskridt. På samme måde skal implementeringen drives af de ansatte og deres nye måder at arbejde på.
Det er helt klart, at den brugerdrevne innovation er fremtiden, når vi skal gøre fremtidens sygehuse endnu bedre. Det har vi længe kunnet se i udlandet, og nu har vi også konkrete eksempler her fra vores egen verden.
mvh
Mikkel Hemmingsen, Regionsdirektør, Region Syddanmark.